Have med mennesker som laver ting og har datapunkter ved sig

Tilbage

Velkommen til det nye conzoom® G6

Skrevet af: Martin K. Glarvig, Founder & Data Visionary, Geomatic

Vi går i luften med et endnu bedre og mere nuanceret conzoom® generation 6. Her får du et overblik over alt, hvad der er nyt og forbedret sammenlignet med den tidligere version.

Først og fremmest har den bedre distribution i vores data påvirket alle vores segmenter. Flere er blevet rigere, flere har fået mindre, flere er blevet yngre - og ældre - og ikke mindst har børnefamilierne fået langt flere børn. Det har de naturligvis ikke i virkeligheden, sådan ser det ud ”på papiret”. Vi evner med denne nye generation af conzoom® at gå mere granuleret til værks og dermed finde og beskrive nuancer i data mere klart. Når det er sagt, så finder du stadig kun få meget ældre blandt de unge segmenter, ligesom du også kun finder få rige blandt de mindre bemidlede – det er jo trods alt statistik, og som vi altid siger: Det handler om at vide meget om mange, men intet om den enkelte.

Stort løft i præcision og kvalitet

Det nye conzoom® G6 er baseret på klynger af individuelle enhedsadresser i optimerede mikroklynger af minimum 5 husstande. Det betyder, at lejligheder i etagebyggeri ikke længere behøver indgå i samme klynge, og at der kan være adskillige conzoom®typer i samme ejendom.

Danmarks Statistik sikrer fortsat fuld datadiskretion, så du på ingen måde kommer i nærheden af persondata – men vi har fået et meget mere effektivt værktøj, som diskretionerer mere rimeligt, idet lejligheder bliver et objekt på samme måde som et stuehus, der hører til et landbrug.

Resultatet synliggøres bedst ved at kigge på Gini-koefficienten og klyngespredningen. For at forklare det kort, uden at gøre det alt for nørdet, beskriver Gini-koefficienten, hvor gode klyngerne er til at differentiere imellem de enkelte kategorier. Jo større forskel der er på klyngernes gennemsnit, jo bedre. Dette kan bruges til at vise, hvor mange procent af husstandene, man skal medtage for at nå en ønsket procent af en given variabel.

Klyngespredning beskriver, hvor rene de enkelte klynger er inden for den enkelte variabel. Jo mindre spredning, jo bedre. Det kan bruges til at fortælle, hvor homogene de enkelte klynger er (dvs. hvor godt ligner den enkelte husstand de andre i klyngen).

Gini-koefficienten: Grundlæggende ser vi en forbedring af alle variable, men på variable, hvor vi har haft særligt fokus, ses forbedringer op til mere end 30 %

Klyngespredning: Samtidig ser vi, at den totale spredning inden for klyngerne er faldet for alle variable. Dette gælder i særdeleshed formue, civilstand og børn med forbedringer på henholdsvis 11,5 %, 15,4 % og 32,6 %.

Det er meget store forbedringer og noget, du som bruger kommer til at mærke i dine datamodeller og kommunikation. Ikke alene gennem selve conzoom®, men også hvis du arbejder med afledte variable eller vores deciler.

Goddag til nye typer - og farvel til én

Vi har bibeholdt grupperne i generation 6, men der er kommet nye typer til. Hvor tidligere generationer af conzoom har været styret meget af boligformen, er den nu mere defineret af dem, der bor i boligen. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at der ikke som sådan findes rene segmenter på boligtyper. Boligtyperne lejebolig, andelsbolig og ejerbolig er nu langt mere blandede. Det er de, dels fordi det ikke er boligen, vi ønsker at beskrive, dels fordi den økonomi der skal til for at bo i en bestemt type bolig ikke længere er så forskellig. Det er snarere beliggenheden, der afgør boligens pris, uanset om det er leje, andel eller eje.

En ny conzoom®type har set dagens lys i D-gruppen, altså blandt de rigeste. Vi kalder den D4 Nærmest lykkelige, og måske er det netop det, denne type er. De er heldige at tilhøre D-gruppen, Danmarks overklasse og mest velhavende, men D4 er ikke de allerrigeste i gruppen, de er bare godt på vej, og de mangler ikke noget. I F-gruppen ser vi tilsvarende en ny type, F4 Højt at flyve, som ligeledes indgår i gruppen af de rigeste i landet bosiddende primært i ejerlejligheder eller dyre lejeboliger, måske en penthouselejlighed. De bor godt, og lige som med D4 mangler de bestemt ikke noget.

I E-gruppen har vi rystet posen og er blevet skarpere på mange punkter. I og med at vi har fået nye datamuligheder, er der forsvundet en type, E4 Duopolerne. På pladsen for E4 har vi valgt at placere en helt ny og meget børnerig type; E4 Bysbørn, som består af veluddannede par med jævne indkomster og børn. Derudover kommer der endnu en ny type til E-gruppen, E6 Urban Living, som udgøres af yngre og midaldrende, veluddannede og hårdtarbejdende singler og par.

Øvrige ændringer og navneskift

Sidst men ikke mindst er det værd at nævne, at F2 Kulturnauterne er blevet en langt mere børnerig type, men er fortsat højkulturelle og kreative familier. F3 Første parket er blevet ældre, men bor fortsat i de fineste lejligheder med flotte parketgulve og bestiller pladser på parketten, når de går i Det Kongelige Teater.

Kosmetiske ændringer har vi også lavet nogle stykker af. E1 har skiftet navn fra Party i provinsen til Nutidens unge, og blandt de ældre har vi også valgt et nyt navn på G1, der er gået fra Kædedans til Livets otium.

Hjemmesiden bliver forsinket

Vi havde planlagt at åbne vores nye conzoom-hjemmeside samtidig med lanceringen af conzoom®generation 6. Sådan bliver det desværre ikke, men du kan se frem til et helt nyt online conzoom-univers, hvor vores åbne kortløsning kommer tilbage og alle, uanset om de har licens eller ej, kan gå på opdagelse og lære conzoom®typerne at kende.

Jeg håber, at du vil tage godt mod vores nye conzoom®. Vi har lagt al vores energi i det, og håber det vil bidrage til en bedre forståelse af samfundet, dine kunder samt borgere, markeder og oplande.

God arbejdslyst!

Martin Glarvig

Gå ikke glip af de seneste nyheder fra Geomatic!

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Suspendisse varius enim in eros elementum tristique.

Du er nu tilmeldt nyhedsbrevet!
Oops! Noget gik galt. Prøv igen